Pudlens oprindelse

Pudlen stammer fra gruppen af de europæiske vandhunde, der er karakteristiske med deres krøllede og vandafskyende pels. Mange regner racen Barbet for at være forløberen for pudlen. Der er imidlertid stor usikkerhed om pudlens oprindelsesland. De fleste kilder angiver Tyskland som oprindelsesland, og navnet puddel kommer da også fra tysk og betyder "at plaske i vand". Andre, herunder den internationale hundeorganisation FCI, regner Frankrig som oprindelsesland, og pudlen er da også landets nationalhund. De fleste kan dog blive enige om, at det var i Frankrig, pudlen fik sin "moderne" form.

Pudlen er, uanset oprindelsesland en gammel race, og der er ikke mange racer, der kan henvise til en så stor mængde referencer i kunst og litteratur. De første afbildninger af pudellignende hunde kan spores helt tilbage til det første århundrede. Kilderne viser, at racen har haft en lang række funktioner igennem historien, herunder krigshund, cirkushund, jagthund, falkonerhund, trøffelhund, servicehund, hyrdehund og vigtigst af alt selskabshund.

Pudlens intelligente og glade væsen har gjort den til værdsat følgesvend for en lang række kreative og spændende mennesker, herunder Winston Churchill, Leo Tolstoy og Pablo Picasso. Også mange konger og dronninger har haft pudler ved hoffet, og selv den danske kunstner Bertel Thorvaldsen var ejer af en puddel, der lød navnet Primon.

Mellempudlen regnes for at være den oprindelige puddel, og fra den mener man, de øvrige tre variationer stammer. Dværgpudlen blev i løbet af 50'erne og 60'erne en af verdens mest værdsatte selskabshunde.

Pudlen er kendetegnet ved sin formklippede pels. Pelsen klippes i forskellige faconer, men løveklipningen er den mest karakteristiske. Hunden klippes på bagkroppen frem til ribenene, på kinderne, næsen, poterne og det over nyrerne. Denne klipning har sin oprindelse i pudlens arbejde som jagthund med ansvar for at apportere ænder fra åbent vand. Formålet med at klippe bagparten var oprindeligt at mindske vandmodstanden ved at fjerne så megen pels som muligt. Det var imidlertid både vådt og koldt at hente jægens bytte i al slags vejr, så man valgte at lade nyrerne og de øvrige organer være beskyttede mod kulden, ligesom leddene på benene blev beskyttet mod gigt.
Den mest anvendte udstillingsklip er dog babyløve.